det minder mig om

livet. Efter en dyb indånding tømme lungerne

endnu dybere. Jeg stillede mig med håret blafrende

der er ikke noget gulv, og derved véd man, søvnen

kommer, eller paralysen. De sidste to dage har jeg ryddet

ud i lejligheden, bakset alting ned på gadeplan,

det ser jeg nu

i fælden

ligger en spidsmus

og hans ansigt spejledes i det.

Indeni lå der nogle blomster.

Han ville høre min mening.

*

Da vi stoppede for at lade bilen op

med armene i siden i en skov af midaldrende

mænd foran en Sunset Boulevard

vi alle i synden bortdøde

Det befæstede han sine steder

Da lod Gud en rose opskyde

stadig

jeg skal have noget

i mig

Lad verden mig alting betage,

Udenfor falder regnen,

lad tornene rive og nage,

læstes højt fra den læder-

Min jesus! du stedse skal være

indbundne bibel. I telefonen

hånden i dag

kulden kommer

over den og eksemen

hedebølge, så kom der bygevejr, og nu

er bygevejret fortsat. Påfuglen. Jeg er så ensom, intet sker.

Det er onsdag, så dagen forsvinder. Hvad

er det, der er onsdag? Undskyld, men

med hænderne, så Gideon sender mig hjem.

Himmelfaldent, fik jeg sagt. Også bare himmelfaldent

på den måde, at ingen aner, hvad de laver her. En

er en uvane

digterisk)

dine fingre (det er egentlig

i sikkerhed, ind i det gabende hul, hvor

de bestandigt skulle nistre. Uden for vinduet glinser

kristtjørnen. Det hagler. Det

kagler ned med grønne æbler på plænen. Hver dag,

en taxa på gule plader. Jeg falder i søvn derinde

og ser så for mig, det er et hvidt rum, og alt

lyset er slukket. Udenfor

at rense og ganske forsøde

mindede om og i forpustelse,

vor slægts den fordærvede grøde

Se engang,

hvad himlen tabte i sidehovedet.

Hvor kommer du fra?

vandet. Det

løber igennem trådhegnet inde fra syrenstien.

Jeg lægger mig ned på knæ og drikker af det

indtrængningsvej i kalenderen: håbet

esbjerg

latterlige ide om en by

som løfteraketter. Akvariet tikker omme bag mørket.

Hvad er det egentlig,

der interesserer mig i at opstille

jeg smutter imellem dem

mens nektarinnettet tæller fjerdele mod min hofte

jeg kommer lige fra drop-in blodprøve i runddelen

*

radio og armbøjninger

nærlyspæren i loftet

kun flygtige. Et trick fra Jens August Schade:

at lade poesien

blive himmelsk per association. Man

lader sig

*fugtigt mørke: fugtigt mørke*

ikke ~ Aftegnedes i det ankeldybeste

der galer

og holder mig vågen

med sit bankende hjerte

låst i selvbillede

som ville

tegningen af en

og tyrkiske mænd

drikker kaffe på klapstole,

på vej fra én aftale

og nu virrer støvet så dernede, og der

ligger ikke længere noget under min seng. Og der er

alt muligt, jeg savner. Hvad

Ja, døden. En fjern konstellation

i hjørnet af himlen: Gravide børn i morens mave. Der dør

på deres rejse, hvorefter døden rejser

hjem. Der sker

Åh, du himmelfaldne højland. Her ligger du og snurrer,

og jeg på dig. Der — hvor? — i mig. Der

løber en bæk igennem mig. Det er klart,

brostenstorv, hvor byen

kun akkurat holder

sammen på sine kvarterer,

kaffe koppen triller fingrene

med store bevægelser

som skygger på en parkeringsplads

vågnet alene og hvilket

gjorde mig glad fordi

det gjorde mig glad at

i vandpibebarens ventilationsanlæg. Slog

vand i blodet. Så fandt jeg mobilen frem

Tryk på hjem for at åbne. Min farfar ringede,

og jeg tænkte, det måtte være, fordi han var død,

klokken er tre

over havet

alt er som

diskretionsindgangen til det evige

*

vadested. grene stikker op ad det golde

kan altså ikke arbejde med sådan

nogle tavse typer [vinduet smækker]

jeg sidder bare her og fortæller om min drøm.

husum st

én lang, smal lysning. Som ved kejsersnit. Skumringslilla

mellem træerne

på vej hjem igennem Assistensen. Man fødes gravid

med håbet i sig. Og hvad drejer det håb sig

den kollektive ømhed for marts er også udtryk for stockholmsyndrom

min mor siger:

Jeg drømte faktisk om Jakob

til en ven af en vens koncert harmoniserede forsangeren pludselig på et y helt oppe

i weeddiskanten som en sæl i måneskin vogtende over ebbet med sine bakterierige kløer

*

der begynder at komme mennesker

ind i bussen, og så slutter drømmen

men jeg tror, du ville være mere

minder mig om de to kadetter, mine forældre

købte efter skilsmissen, min fars grå, min mors 

sort. Startkabler i regnvejr, især min mors. Tomatplanten

vokser vildt i køkkenet. Jeg elsker duften af benzin,

og vågnede brat for hver søvncyklus

efter en tår cola og tilbage i dybet

da du afblegede dit hår

trukket længere og længere

væk fra solen, ind mod dig, derinde. Hvor?

Der, lige der i det uendelige, hvor her

hver dag er en ny dag, er ensomheden

så stor, at intet sker, og hver nat, hver nat, disse

linjer skriver jeg igen og igen. Jeg kan ikke længere

sig selv i

horisonten

en porcelænsfigur brændt på

vide du sad der og

fandtes og fra den

eksistens befalede

ikke spise

æblet indefra

men starte

i det forskelsløse

jeg drikker vand

af hanen

og hører salmen igen:

min rose jeg aldrig vil miste!

o regnpytvåde cykelspor

der slynger sig på kryds og tværs

klokken er 11.40 den lange gåtur

til brugsen og køber

en kalender

med den grå blazer på,

en dåsecola i hånden;

dertil en tilpas mængde

til bristepunktet, hvor der ingen forskel

er på forskellene —

[020722]

og putin overvejede vel at det var tulipaner, der skulle lægges, tulipaner i hans åbne kiste, i statens åbne ansigt

Himlen var blå, og solens første stråler skinnede ned på holdet fra kriminalteknisk

vi kalder os elskede af hinanden

elskende

du kalder mig elsker dig

og stikker halvt op fra skydækket.

ja, hvad?

men han har været vågen i timevis og skal ikke ind i en diskussion af, hvordan det går. i århus skinner solen.

jeg elsker dig

du elsker os

vi elsker os

komethaler

med viskelæder

smulderet af hvilket

til at briste. Som om de

uger op til, hvor jeg var

tørlagt, nu bider mig

besjælet, ned i trappeopgangen.

men derude sejler lyset ned,

i lårfede strimer som en fordrukken

den sten, jeg hentede i betel

stigen ligger ude i det store rum

op til hemsen, hvor madrasserne længe har ligget og mugnet, og routeren ikke virker

skræmsel af krager. fører

stafetten videre efter flagermusene

der flaksede natten lang, som

der prøver at huske noget. Det

leder efter vejen ud af alle komplikationerne, jeg

sidder på min altan, og ordene hører op. Dvs.

begyndt — endnu — med det kåde

vores vokaler

nede imellem isterningerne.

så det ikke skiller for meget

for lysforeningen, der

uforvedvarende vedtages,

vej forbi efter digitalt

nødvendigt: mindre end alt

siger mig intet, og

det er blevet forår

det er det blevet

fuglene synger abrikosbrusende

ramt af kirsebærskyllemiddel og rendesten

de urinstænkte hænder famler

over natten

solen skinner og det sner

fængsel i kødet. firbenet

henover dørtrinnet

har sovet godt i nat uden at drømme nogen

drømme i nat. Jeg er fokuseret

på det essentielle, det essentielle og intet

med

jeg piller bare mine fra

hinanden som mejsekugler skaderne pikker til

så stoppede jeg med at skrive. Men

nu huskede jeg det med det samme. Himlen i dag

er hvid. Blikket søger altid opad som en skakspiller

ned ad dine ben.

som edderkoppeskygger. hør,

det er sent i maj; det er tidligt i år, det er

hvad sker der med jer

alle I

sådan som I har klædt jer ud her til aften

er mørkt. Tegninger, halvspejle af

væv. Her,

hvor der. Et enkelt rødt lyn

turbulens i hvirvlen ved vingespidsen

på et fly der passerer

gennem rød røg på en lyseblå himmel

i tankerækkerne. De ligger sammenkrøllet.

Hvor? Jamen for eksempel på det lille,

trekantede skrivebord, jeg har stående for

fodenden. Man kan ikke opmåle, hvis

mødes de drenge dagen efter

hvorover duerne vrimler i det højgrønne bøgetræ

de er otte drenge om tre løbehjul

gærsvæv i glaslegemet, melduggede

øjeæbler, rimfrosne,

tågebankede græsmarker. På bagsædet

sad en vietnamesisk kvinde, der kun talte lidt

Jeg ville ønske, jeg 

kunne det, vække den, glemslen. Måden, man

glemmer netop før søvnen, hvordan

en sætning tabes på gulvet, men hvor

sit kontor hvilket var det

første jeg så her til

morgen hvor jeg var

prustes op

af en slumrendes fnys

over en pinlighed

luften er frisk

men tæt

af pollen og

det er blevet morgen

formiddag og forår, det er det

ellers skinner solen, og det sner

Sidste sommer, sidste sommer

sad påfuglen i trækronen over hovedet

på mig, mens jeg sad og overhørte nogen

virkede det evigt

alt, jeg nogensinde har lavet,

er lort i den

men han fortalte bare, jeg skulle ringe

til hans søn. Og sådan gik det til, jeg

vækkede min far, mens han lå

med 150/timen og pløjede

en linje eller to

bredden og himlen

to parallelle

grønne, og det lyser, og det blå, det

blander sig udenom

chem trails tegnet med bred pensel

der snart kommer tilbage

i tre volvoer på stribe

ses trækronerne forvredet

noget at røre op med,

herefter hjem og ro

cirkler i stjernemixet

så får I vor Jesus i tale,

når der efter hovedmåltiderne

thi roserne vokser i dale.

end.

anstrejf af sod på et lærred. sent forår, vinteren

gungrer baglæns ind

tomatplaneten er væk. den stor der i årevis og voksede vildt, men bar aldrig frugt. den ny jord overlevede den ikke. sådan defilerer timerne om ørerne på os som godstog.

folk står i kø til dronning elizabeths kiste.

nogle dage senere i et krisemøde med nogle englændere, der arbejder med spoken word, ser de sig hele tiden over skulderen, hvor der livetransmitteres fra begravelsesoptoget.

mit vindue her på skolen ud til

den trækrone, efteråret efterhånden

åbner, vredt med sin knyttede næve

led-lys

og lidt af månen

*

som dåser, der skramler

i halen på de nygiftes toyota.

igennem skoven

klar til kamp

drengestreger

Dagens første ord. Jeg er rolig og fattet,

timianen ruster i den knoklede jord

du kan ikke finde din gule lighter

skjolde af lys i bygevejret

over københavn, foråret

fordi jeg elsker dig

der kalder mig elsker

du også

i mit liv er blevet uden tolk på

som glitrende blankvers

hugget til i flint, en apposition,

hvor hyldeblomstbuskene stod

i en stribe af sol og blomstrede

gennemløbet af overrevne

og forsvandt jo op i himlen

hvor du bagpå

havde skrevet en hilsen til mig

lige om lidt bare?

at frelsen er hos Jesus.

Al verden nu burde sig fryde,

Han var en reserveret mand.

for den fri vilje

en transparent oven på en anden

i den mønjerøde gård bag netto

solnedgangen lilla, og så fortsætter det sådan. Det bliver

mørkere. Hvad bli …? Det er nemt nok. Det hele. Lilla.

Det hele bliver lilla. Violen er det allerede. Nå, ja —

opmåle hvad? Aftenhimle.

som en der vil tænde ild

i det anelsesfulde

og så kommer jeg ind til dig

sådan at man ikke engang

kan blive enig med mig om

at den ene har ret

fælleden over fælleden over bella

sky, noget tættere på  og lige

så pludseligt, pludseligt et

hun siger, buschaufføren: nej, det er et problem

for vi har ikke en bus, der kører direkte;

men du kan godt tage med den her

jeg var lille, lå det i et spagt lys, lå der altid

krydsede fingre under min pude, sådan lå

de altid og sov, når jeg vågnede. Under broen, som

et blik på uret i en drøm. Jeg fik engang

et lift i en Tesla af en øjenlæge. Han kørte mig

hele vejen til Aalborg. Fortalte på vejen

om grøn og grå stær,

dertil fleres

håndlune kameraer

abdicato juris.

tegnet op med kul

skriver jeg, klokken er 11.40,

med en formaldehydvåd

der umiddelbart derpå

skarpretter mig men

det er dig der måske

hvor du var og jeg ikke var

ligesom en sten

og du en trappe

himlen hænger frygteligt

lavt over udsigten til fælleden.

når man står på cykelstien

Have. Og så skal jeg sidde her som en anden

munk og på meditationsskamlen, der strækker

min ryg ud, computeren på den redte seng,

stokroser frem fra barrikadernes yderste revle

syrener i bunkevis foran folkeskolen

sæbebobleruder i komponentbyggeriet

blå time, men alt det grønne, det

kommer ind til mig fordi

du er stået op en tid

tidligere end jeg nåede

også for skade at skrive til dig: Det stormer,

og hvad skal man egentlig svare til det? Det er

efterår? Ja, …

nødsporet hvinende. Han var 

altid på vej hjem

fra/til værnepligten på den måde. Han fortalte om

en skydeøvelse en dag, det havde regnet

at det aldrig lykkedes ham, at han

og korset så liflig forsøder.

aldrig, at det ikke, ikke rigtig.

som om jeg ville forklare mig

*

i jean-paul marats badekar

nøjedes tanksene med baltikum. på russisk stats-tv sørger Putin pligtskyldigt nogle dage i forvejen for ikke at skulle deltage i selve begravelsen. Gorbatjovs liv blev én lang tragedie,

hvis han er lig med sin politiske karriere, og putin hans succes’ spøgelse, for det er suverænens privilegium ikke at være andet end et spøgelse og alligevel æde løs af alting indefra. at det er for hans usynlige hånd, andre måde dø. hvordan det lykkedes ham at være noget fredssymbol,

har med vakuumet, han efterlod sig, at bestille. så hellere hylde jeltsin, som

ovre på legepladsen

graver børnene

så dybt et hul

er umuligt at se. Jeg er

blodsprængt overalt, røllikerødt, noprede stikflammer.

Alkalisk tungebelægning, plaksyre. Tage resten

tilbage i næsen med i faldet ud i dagen ud på plænen.

og venter ved en overgang,

skal borgerne vente i deres biler

ud fra et vindue kigger hunden.

på en matematikers rotvælske

i stedet til at

Min farfar ringede, og jeg tænkte, det måtte være, fordi han var død.

vågnede, var hun kørt igen. Det

kan ikke gå med dagen sådan

her. Lyset får øjenæblerne

*

din huds blå

akvareller

det er formiddag

det er blevet forår

det er det blevet, og det er solen, der skinner,

huske, hvorfra jeg har stjålet dem. Underskrifter

på gamle kvitteringer. Mit gamle efternavn, min fars,

krattet ned af en barnehånd, nåede aldrig

at beslutte mig for, hvordan det skulle se ud,

interesseret i min drøm om, at jeg

var med i tour de france. men det

skriver du ikke ned, vel? silas, jeg

Mere end en enkelt sætning

i støvet for Frelseren græder,

ad gangen faldt typisk kun

her er nogle flere dage gået derude

det er, som jeg vidste,

jeg ville komme til at forklare mig

den triste eksistentialist

med penalhus i violinkassen

det er ikke et spørgsmål

taler også til det moderlige i mig

at fordrive tiden med omsorg for livet;

det ligner det i hvert fald, sådan

Jeg havde ikke sådan en.

Han pillede nogle pudedun

ud af mit hår og sagde så:

hvad? Jeg er så blæst og sidder atter godt til

alters på min seng som før beskrevet. En sæbeboble

klipset til månen Totalt tom, og det

er flere uger siden. Og gaber som et O, et øre, et hør her

det vil sige, der ikke længere er noget bag

dem. For selvom man siger, at i enhver ting

ligger en anden ting gemt, er skyggerne

fremtid uden fremtid. det sker

på hjemstrækningen

i opmedicineret tempo

idioten derovre fra tidligere

leger fraværende

(endnu) med en spændt elastik.

og nu fortsætter

tirsdagen om et øjeblik

eftermiddagsdrømmesyn

over det solbeskinnede

i minutter. ned til højre her

næste gang til venstre.

*

af hvad af tid af sig selv

skumsprøjt og saltsmag i intets mund

lysvæld bag lysvæld strakt helt derud

bag mig i højre hjørne glimtrer et cheap hologram fra prag af jomfru maria

med et brændende hjerte, der ligner en lommelærke ud for brystet.

hun kigger mig så overbærende over skulderen og ned på ham

tænde en cigaret hver. to

brødre i modgående tænder

deres i samme moment. englandsvej.

her har tilfældet vist ingen råderet;

her splintrer man sit spejl

med præcisionsredskaber,

udenfor

står en gruppe drenge

og lader der

afslut oprydning

tømreren kommer

tøjvask

man ikke engang kan få foldet tommestokken ud. Hvorud?

Selv ikke dagen. Helt ærligt. Der er opholdsvejr.

Lilla. Om nogle timer er

som en soldat, som en bibel slået op,

brættet op på midten. Nu tjekker jeg lige,

hvad nærmeste midteropslaget siger

i nærmeste bibel. Jeg

gennem — et miskmask af intransitivitet, eller

guirlander af krusninger

der brydes

af en fasanhøne på vej fremmarch igennem marsken,,

og mærke vakuummet rive mig fra hinanden. Hønen 

flakser op. [.     blåforskydning.   ]

Den flakser op og som en kniv, tårer

finder en udvej. Men hvad skal poesien

bruge det til, at fare til himmels per

noget som helst, som blind

indeholder sig selv og bliver sit eget sprog

det gærer så orange i dyndet dernede

hængepilen fletter sine knoklede fingre

og en pakke cigaretter

meget mistænkeligt

en kalender

matros ad et barmfagert sejl.

godmorgen. jeg har ikke sovet.

det er formiddag. på mailen

dine; mine fletter sig

med dem i busvinduets spejl

er det noget, jeg ikke

en uges tid med drypvandet

klikkende mod spejlet

som en tunge. nu er det nok

forgabt i glemslen i stedet. Et tågesynsraseri. Sproget skræmmer mig.

Det gør ondt at tænke. Jeg er lige vågnet. Så ville jeg næsten

hellere ringe til pågældende kontor og håbløst forklare mig.

at installere en svane i sin grimasse.

kutymen er ikke at skrive bagefter.

cafebesøg tidlig eftermiddag

har så mange. Her, Højsangen, kærlighedssangen:

Jeg vakte dit begær under æbletræet

der hvor din mor fik veer,

fik veer og fødte dig. Det

byggealarmen er i gang.

en alarm, et enkelt fuglefløjt

en alarm af jord og vind,

til en anden, for senere

at lave samling på det hele

som springvandet,

frydefuldt

anelsfuldt fuld

af solskinnet

de overhovedet kan

de bruger nogle dage på det

en uendelig sommer

Bag om skraldespanden bryder en viol

frem. Dramatisk præsens. Det er dog

noget. Den er allerede blomstret. Non

de er fætre

og ser hinanden to gange om året

dagen inden hjemrejse

i benzinpølsfarver, alle I

fugle, der ikke vil flyve;

hvorfor står I der og drikker så trist?

fik sagt)

dine fingre lægger

sig (de ligger der

let

som om hvert et skår

er med underhånd

nøgen

så det flød ud over altanen, vi dryppede ned på verden

*

jeg er en anden

vi er hinanden

jeg kalder dig elsket af mig

blandt stiveste torne oprunden,

omgivet af det meste af sin familie.

vor Jesus, den dejligste pode,

ud over fortovet på  flugt

fra ringetiderne, jeg ikke længere

husker. på fortovet et

beordrer manden i barndomshjemmet

til at begrave det igen

Den yndigste rose er funden,

Min farfar døde i nat

undskyld, vi skal ikke tale om

perspektiver lige nu. men

knuge hånden. her er koldt.

i mit hjerte

kardiogrammet flimrer

mørket der faldt på

mørket

er lettet en smule

og horisonten titter

en hjertestreng. arytmien i det, den

rimer på

sig!

det stormer, støder imod sig selv

på gaden er spredt et fint lag af splintret glas

og det fyger overalt i ankelhøjde

som som

horisonten: to parallelle komethaler

tegnet med viskelæder

i dag bliver jeg hjemme og forsøger at udbedre skaderne indefra som kyllingen og ægget. så kan du jo bare ringe.

ja.

tirsdag

dig at læse plus mig at

vide det og fordi du

så så herskerask ud der

ind i natten. det er ikke så underligt

mågerne vugger

inden for revet

en god del stål i hans ydmyghed ]

[      

her.] Her er en mand.

Vi kender ham ikke.  [ blåret stikker dybt

*

i drømmen sov jeg endnu engang

i favnen på en gylden skarnbasse-

krølle sammen igen

hvis den fjernedes fra passepartouten

*

og vil udbedre det indefra

og så vil jeg sende det æg

til dig for at sige at det æg

vi er elsket af hinanden

der kalder os hinandens

elskede

rød/hvide

afspærringsmarkører og diverse

strøet og for alle vinde

nu er fortsat ud i i dag, den

2?. januar, som en favnfuld knive,

der lod sig kaste, så flyvsk

alle londons palmer

det blæste ud på gaden

billedet af bakkeskrænten

med salmer mangfoldig udbryde,

Jeg har ikke nogen klare

men mangen har aldrig fornummen,

og jeg tænkte, stemmen, der lige læste op, er din

[til sent om natten… ?].      Det Søndrede Spejl

hendes blik var som en blomst i hans hånd

og ild og svovl regnede ikke ned fra himlen

*

tirsdag skriver jeg

allerede

i refleksionen; man siger

at inde imellem

det vi sammen især

skal øve os i er

at vi vågner sammen

for nu

belyst oppefra

af hvidt

lyden af kanonsalver afbryder et lønningsmæssigt spørgsmål. om hun stadig er død. hvorfor danse på thatchers grav, men falde på knæ nu?

en ceremoniel eksplosionsmotor, løst krudt. stavrende soldater i embedsalderen, der knap kan holde takten. one two, one two.

gorbatjov er død. vesten hylder ham, fordi langt færre døde, end man kunne have frygtet dengang. dengang

manisk i sin svækkelse

og sæden omsider frembryde,

via telefonopkald, hvor han

tomme vinduer. Neden for

glaspartierne

til reaktorindvielsen kom der ingen. Fremtidens

magtfolk, kan man høre,

det er sådan det er

ikke om at være eller eksistere

men om at befinde eller affinde sig

bag de lysende gardiner

eller bare på et billede

du sender mig fra læsesalen

og der på gaden som

heste fra stalden

børneflokke i v-formation

påkører ekskærester

*

roserne dytter

det åbenbare ligger

det udenfor og slynger sig

som i bunden af en brønd. altid allerede

ild fosser ud af slettelakken

tøbrud så tagrenden virrer

spuler nuet ned

min rose jeg aldrig vil miste!

tidlig går jeg tur om Degnemosen

min rose jeg aldrig vil miste!

andet, jeg udelukket alt andet, men der sker

hele tiden noget i fortiden, og regnen

slår mod vinduet. Det stormer, og det kom jeg

hjerte, det umulige hjerte, enhver har, som

oplyser alt. Men derom mælede han ikke et ord;

han beordrede mig

Det regner. Hedebølgen ligger og

ligger endnu over hele Europa,

men i Danmark kom der kun to dages

ud i kannibalisme. Det

poetiske er at æde af sig selv med henvisning til det politiske.

Kannibalisme er anamnese. Tomheden,

denne dag, den hvide himmel. Sproget rummer ingen svar.

og sner

hver dag laver jeg videoopkald til min mor

hun sidder i sin nye lejlighed, som jeg husker den

Nej, nej. Det er klart. Alt udenfor er stjerneklart,

splintret gadebelysning

i harmonikasammenstød for enden

af Frederikssundsvej. Pass me by. Jeg blev

*

i myggefangerens skær

23. januar. alle skyerne lyser

lyset frem, langsomt!

at komme i tanker om

grundene til og du ser

godt ud sådan forklaret

algegrønt lilla, offhvide glimt, der hvor gruset daler

så liljeligt let som dis, som melis

der bøjer sig ned over solnedgangen,

i

ovnen

mine knoglede hænder, lidt tykkere end min brors virkelige klaverfingre, han så gerne vil skille sin sjæl af

om at dø

sådan

er det

på må og få i en fransk have. Udenfor står en måge

på altanrækværket. For tiden

tvinger mangel på minkfoder måger

ligesom dengang du gik og lignede en tiger derude

med din hue fra instagram

og hvad så

fra netto deler vi af appelsinjuicen

natten falder på

mig, der haler

vejret ind

stor mark. Fuldstændig nedlagt kommune på Fyn,

og der skulle jeg så læse op med min bror. Ellers

drikker folk bare øl, fra de står op. Om natten

Alt siden vi tabte den ære

en tid efter han var faldet i søvn.

Guds billedes frugter at bære,

himlens marmorbrud. Ild og svovl regner ned.

Jeg brænder fingrene på stjerneskårene i rimen.

Jeg ville bare have reddet dem ind

vi

som kalder os elsker vi

jeg vasker hænder

jeg sidder under stuelampen,

lad hjertet kun dåne og briste,

og lyset regner. I morgen

ned ad trappen, knæene skælver

trinene er trøskede

har mange barndomme trampet dybt ned i sig

vi kalder hinanden elskede

af hinanden

elskede elskede

dele en kande blomstrende strømførende

vand måske

en aften som i aften sanserne

solen brænder

bag øerne

det er dejligt, her er koldt

vejen er så og så lang

min morfars hår på kapellet, det kan jeg huske. og at han ikke trak vejret, det pludselige skift i fotoalbummet, de pludselige hvide bånd.

en sirlig sløjfe om hjertet, døden binder.  den korteste vej, ret på hver af sine strækninger.

niels østergaard munk siger, det eneste døde menneske, han har set, var formand mao, der ligger lit de parade i beijing, og at man ikke måtte have kamera med ind.

som løfteraketter

denne uanfægtelige

selvlede, jeg pludselig føler, denne desillusionering

med alt, som ikke lader sig gennemlyse

korrektur

soignering

jeg ser så sløret. en hvid pil

i en drøm

om at dø

her er der

fejlede, lod oligarkerne æde revolutionens afvikling, så afviklingen nu er lige så blivende, som revolutionen selv var.

eller allerhelst pavlik morozov, den evige revolutions sande leder, som i det mindste havde modet til at stikke sine forældre og dermed næsten æde sig selv.

min morfar, som jeg har fået det forklaret, var socialdemokrat af natur og praktisk taget en helgen, men meget utålmodig.

dækkede vejen som knust glas,

en favnfuld af knive,

der kastes ned i trappeopgangen,

og videre ud i dagen,

klirrende vand. Hvad? Akvariet tikker. Her, hvor

er her mørkt, og hvor er her mørkt. Derpå

gik jeg indenfor at sove. The days,

they have no numbers. De afkobles, dagene,

En morgen, det har regnet hele natten.

En aften, det regnede hele natten efter,

gik jeg rundt i et tilgroet grænseland

de rødmer så rosy og shakily hen

som løb der en isterning ned langs

ens nakke, og løb den isterning så

stære, der danser på himlen, og en enkelt,

der lander i et træ, et lyn

har udhulet, og sådan brænder 

det stedse hist og pist på marken. At kaste

andet end som en lommelygte i en rød kind, at

iføre mig den maske? Svar:

Ønsket om den totale

Min farfar var en fåmælt mand

var verden forvildet og øde,

og ubøjelig i sin kristentro.

hav. vinden guser

i intet. tangen rækker ud efter intet. fuglene

flakker rundt og er ikke andet

og jeg tænkte, men kunne ikke

få sagt det højt: Men jeg har jo ingenting

ingen cigaretter.

webcammer med victor toft poulsen. nyvågnet og med kerubhår efter en lang nats overvejelser i drømme.

som et sprog, tanken, en flig af månen lyser oppe forbi tanken

hvor børnene må ryge i smug

ellers er det klart. en fod, en fugls, en krages lander, sparker op i benzinen

præster ned i rabatten på E45

med soldaterkammeraterne

snalrende i baggrunden,

Hvem kunne vide, hvad denne uligevægtige mand, der var halvt helgen og halvt idiot, næste gang ville finde på?

»Og min straf?« insisterede den uforbederligt angrende. Der var en god del stål i Broder Columbanus’ ydmyghed.

Folkene fra Gwytherin stod i indgangen, ubevægelige som træer, men også levende som træer og lutter øjne, som et træ er lutter blade.

med det første efter opvågning at bekende sig:

Det er overraskende tidligt i kronologien,

kærlighedssangen; det nye testamente 

er en spinkel grundlov. Ude at styne

i halsen. Snogene

i det høje græs,

den knoklede

bleger hustagene af af hvilke

et enkelt står i brand

leder jeg efter stoffer og forsøger at holde

det skjult for min bror. Havde sex bagest

i en bil for nogle timer siden. Da jeg

det er sådan, man siger.

at det så er de fingre.

ligger der og vokser

lægger nye og spændende opgaver

til kajs. jeg svømmer min røv ned

nu med hat og blå briller efter

For fire timer siden ringede min far

blandt syndige mennesker gro’de.

og fortalte, vejrtrækningen var ophørt,

gå røg af sig, alt imens

de forsøger at formulere

et konsistent argument

og herefter sover

videre hvorpå vi vågner

hvorpå det ikke er lyset

flænger i blodrøde ukrudtsstængler

nettoskiltet lyser ovenover

duerne mosler rundt i det nyslåede græs

plæne. Slæbe 

hinanden til Bethlehem for at blive født, som lå vi i maven på en laks.

Lå der og afklædte os. Som to Jonasser. Men for

hinanden. Helt ærligt. Helt ærligt

og hendes øjne var som kildevand, hvori solen fik småstenene til at stråle krystalklart.

Hendes stemme sank gradvis fra at være såret og selvretfærdig til en halvvejs drømmeagtig sorgens monolog

dueblåt

sner, og jeg står her

udenfor, hvor det tidligere

inde i stuen puslede

inde i bussen er der ingen mennesker

jeg tager et bad derinde

og klæder om. jeg ved ikke, hvad jeg tager på

derhjemme; man bærer rundt på det

alle vegne som en maske indadtil.

Blev stoppet af en mand,

kun fortfarende

blinkende

fyrtårnet på samsø

er lettet en smule

og horisonten titter

forsigtigt frem nu

jeg husker ikke. i forgårs

var det kranerne, der lyste

nu er det

bag trukne gardiner, men så

det vil sige pludseligt!

fra. og nu er det mandag.

at spotte det mørke støv i hjernen

på wikipedia står der: her er det blodregn på en hvid bil

det vil som sagt

Forhærdede tidsel-gemytter,

og skar den ud i skiver

så stive som torne og støtter,

ingen forskel på forskellene

det bliver

morgen

*

jeg kan godt huske at komme

gående her. eller at gå her

Haveselskabets Have, hedder det; det er de første

ord, jeg skriver i morgen. I går

kunne jeg ikke huske, hvad det hed, og

havde jeg mødt trolden i mareridtet;

måttet betale en told, men endnu var vågen;

sådan er vel teenageårene. I dag skal jeg 

svare på en mail, en ven på udveksling har

i stoltheds fordærvede tanke!

og vi sad der og mæskede i stilhed.

Ak, søger de ydmyge steder,

mit smykke, min rose, min ære

siger min far, det ærgrer ham,

de giftige lyster du døder

videre ned ad den ryg

jeg lægger mig på sengen og åbner mine øjne

dis brager frem i fremkaldervæsken

gløder i regnbuehinden

Det lillebitte kup, der fik en enkelt artikels omtale i BT.

Sent om natten forlader mændene loftet.

Det er derfor, poesi er en frygtelig ting at have liggende

[    bagved lyder slagregnen mod biltagene, støvlys i pytterne på asfalten ]

[.      dueblåt. »Og min straf?«

insisterede den uforbederligt angrende. Der var

hele tiden noget

i fortiden. Der dør

hele tiden noget

kaffe på radiatoren og i blålyset

fra computerskærmen og stirrer

ud ad vinduet på andre

for eksempel

er det så, jeg vil glemme? Det vender altid

tilbage. Dengang

æblerne gemmer sig i træet

de er ikke vokset frem

det er det, jeg mener: hvert år den samme

ind i hjertet ]    [. at jage sommerfugle med spyd

[ tusind lysende centre, [    orions stjernefabrik]

oplyser ikke en eneste seng.      ] Og der sidder jeg så

på knæ i vindueskarmen. Med en kop

vi står ude foran en bybus

skydedørene åbner, og bussen knejser

jeg siger: undskyld mig, er det her til psykiatrisk

i møntvaskerivinduets gule

kliner paletbladet sig tentakuløst opad

og nede fra den gungrende kælder dufter der

minder fra min barndom om,

at rosen i verden er kommen.

jo, at han hentede literis ind.

ikke begribes

men her bor jeg

og jeg er træt som en sten, den sten, jeg hentede i betel og bar med mig

bruger nætterne på

at kigge på

solopgangen rotere stille om

passager? Ingenting. Jeg løber

ellers aldrig tør for ord, medmindre

der er noget, jeg ikke vil indrømme. Stirrer

Aftenrøde. Chemtrails. 3 stoppages étalon. Og månen,

ja, også månen. Mandelstams mantra tsitàta eto tsikàda

(citatet er en cikade) blev hurtigt i folkemunde til tsitàta eto

stadig den januar

klokken er 11.40

11.40 på gaden foran

i os. Hvor var jeg?

Børn under fuldmånen.

Hælder kviksølv på k-hullet, til det spejler

som en indånding gør. pludselig. blå.

fodtrin akkurat

synlige i en bils forlygter.

over mig et sted

på bredden

i tågen

øjnene (de er blå; de er mere end blå,

det husker jeg (undskyld)

de selvfølgelig: flakker, som

de er så våde, en tyk em som fra en karklud på en kogeplade

luften er tæt og klam af det hele, dansemyggene

og trækronemoiré danser

fortælle om nogen, der havde planer

om at portrættere sin far i en film. Det

var i den lille have derinde i Frederiksberg Have, i

her

i glansbilledet

af

smulderet fra hvilket

prustes op af en slumrendes fnys

over en pinlighed i en drøm

070223, rude strand

de radioaktive sæler på sønderho strandbred ved ebbe

*

leve på en meget flot sten

Jeg husker tydeligst hans første bøger med caféstemninger fra Grækenland, hvor man bare sidder med en kop kaffe, og det regner ned i den. Der sker absolut ingenting i digtene, men

intet lys slipper igennem. skydækket er ikke engang til at man kunne si pastavandet fra

madonna, der havde næbet langt

inde i min navle, sagde jeg forsøgsvist fra

*

er mørket så tæt, kun lysene står tilbage,

og de oplyser intet

andet end sig selv. Vi skal altså ikke giftes.

tegner som et

barn med indlæringsvanskeligheder

*

ild spys ud af skorstenene, genspejles i et akvariegrønt øje

den smule sted, mørket findes

den zone, lyset omklamrer det

forsigtigt frem nu

klokken er tre

over havet

min mormor ringer og spørger, hvad meditation er for noget, om det ikke har noget med gud at gøre, og hvis det ikke har noget med gud at gøre, hvad skal man så bruge det til?

med følgende replik fra hr. Goldenberg: Lenin har "plantet borgerkrigens fane midt i det revolutionære demokrati" (citeret i hr. Plekhanovs Jedinstvo, nr. 5 [2].

m'illumino

d'immenso

i forhold til? At der

findes

der noget som livet?

arbejdsløshed. sober

for the revolution. torsdag,

og jeg føler endelig, at jeg

jeg drikker vand af hanen

der galer og holder mig vågen med sit bankende hjerte, som jeg ikke ved hvor er i mit

mørket der faldt på

au viol. At konstatere, at

den blomstrer er en tom maskine. Lilla.

Spøgelsesbilister holder ikke i kø. Lilla.

af hinanden i januars køleskabslys

der er lidt sol

tandpastakys. på vej hjem

*

udenfor, lysene er tændt,

bag institutions plastic

der smeltede sig om igen

engang i foråret,

ned om sig selv,

er splintret

i lilla forstyrrelser

mugpletter

så går jeg ind; men jakob,

han bliver stående udenfor

så forlader jakob drømmen

der stod du dengang og i lyset

i stuen, heden, og vandede

planten grøn

og mødte Grothendieck, en ung matematiker,

som gik og nynnede Marseillaisen,

mens han ledte efter hjertets

Hvor er du på vej hen?

Hvad har du på dig?

Han tog kvælertag på mig

min mormor, når han bliver nævnt, kigger op mod himlen i sit lavloftede rækkehus. jeg kan huske, da jeg første gang kunne hoppe op og nå.

til tider ligner det nu mere, hun himler med øjnene.

skal komme, skal henrulle. lysvæld bag lysvæld.

syl, lineal

og fylder det med violer

bare for at betro sig til hinanden.

vrangvendt ud i natten

fordi jeg sidder indeni

stuen som i et æg

jeg tegner grønne blomster på håndryggen

mens jeg venter

på dig der står ved lyskrydset og formulerer en sms

– når han stempler ud fra mikadoklinikken –

 070123

til dig betyder at vi

snart ses og at jeg

ikke vil sidde i mørket

*

løber over i mig

i dag klarede det op

Broder Prioren var et produkt af sin tro og sin fødsel, af sin opdragelse til inderlighed og vilkårlig hersken, og han kunne ikke gøre sig fri af nogen af delene.

»Vi beskæftiger os med det, der sker,« sagde Cadfael. »Overlad det, der kunne være sket, til de øjne, som ser det mere klart.

en ærmegabsdyb aften

sendt mig, hvor jeg hører om de film, han

egentlig ville lave; det er en anden person

end personen, der sad i Haveselskabets

midt i lyngheden, juniheden, 

blev hun meget bekymret. Resten

af vejen talte hun oprevet i telefon. [.      Stæremarken.       glaslegeme gærsvæv …. ]

[.     København lysskjolde tomatplante …. byen er stænket til med tåger …. ]

over sønderho bjerge

mændene

er igen på jagt derude

*

at der ikke findes noget grønnere grønt

end et grantræ efter det har regnet

som the missing links

spøgelse

her er ingen horisont

skolen, hvor jeg ellers

kun kommer i mørket

med kontanter eller på

en strand i huden

*

fortrydelsen vil selv

tsikùta (citatet er skarntydegran). [       arkadij dragomocheko?          ]I går var jeg Superman,

og i dag vågnede jeg med en bogstaveligt

grim smag i munden. Clark Kent. Det

børnehavebarns skitse

kørt over af et bredt dæk

folderne i en hjerne

på mit intet. Den store plæne. Det glatte rum, triller op 

som tørv for næsen af en bille. Sådan vågner jeg snarere:

et æg. En dråbe i overkanten, en tåre,

der triller ned over kølerhjelmen på

digt (stilhed)

i aften (mødes med benjamin)

rejseforsikring

igennem papemballagen,

hvi holder I eder så ranke

hvorpå der serveredes i det fine glas:

kosmologisering af anamnesen. At vende

det inderstes vrang ud i kulingen, der nu pibler ind

gennem karmen, lægger sig på gulvet, inden den pisker

støvet op igen som meldug, der baskes fri fra et blad

digtet er på to linjer ad gangen

og uden metaforer

jeg vil gerne have ketapin til at sove på

*

et dobbeltleddet pendul

*

står og spiller vred jazz i radiokantinen. Altinget

koger suppe i stimer på den sag. Hen ved

ugens slutning er det slut. Jeg går udenfor 

og går en tur udenfor. Duften af benzin

vil ikke blive ved sin beskrivelse,

en alt for stor fugl lander i det

*

af dig på læsesalen med

foldede hænder som en

benevolent diktator på

som én, der går nøgen ud på altanen for at vande,

helt op over underskålen, så det drypper

disse tykke dråber ned på verden

og skær lyseblå vilje

fuglen foran døren

i fægterposition

på pytten, så det splintrer op,

electric,

og sygner nistrende hen i ohmbrisen

lavet styrter frem over brostenene

hele natten, han kunne alt, hvorfor

man havde indstillet ham [. kors og

bånd og stjerner på. ]    til officerskolen.

spise noget

onsdag

ude i køkkenet, og vi taler jovialt om døden. det bliver hurtigt til noget med barndommen,

der ville låne cigaret, lighter,

200 kroner og min telefon.

Han åbnede sit cigaretetui,

jeg

som en brønd himlen

dine (det er

egentlig mine; dette

timelønnede. forbundsfæller

i praktik. kunst i det offentlige

rum tilhører fremtiden. over

bare løs på himlen

ud i et væk, som om det væk

og pludselig skulle blive væk af dét. Jeg er fuldstændig

og stirre ind i spejlet

som en spansk guitar

formiddag, eksilet

der er slukket for maskinerne. Der —

hvor? — der er — eller der — opstår—

der er opstået — strejke — opholdsvejr